Indbildning

det sker hver dag, på cafeen,der hjemme,i byen.
Valget om ikke at lukke nogle ind,valget om at give det en chance, valget om at skæbnen findes.
Lige meget hvad situationen er, når de fleste samme resultat; afvisningen.
Der hvor man uden at ville indrømme det, er allermest følsom og usikker.

Det bliver gjort mens du er der, i en besked, en mail eller måske høre du bare ikke noget.
Lige meget hvad, er der altid et forsvar der hjælper ens ego på vej.
Kan det virkelig passe, at der hvor man troede man havde styr på det. Der hvor man troede man var hård og kold, havde der alligevel været plads til at et andet menneske satte et mærke, der ikke bare kan vaskes væk?

Mennesker bliver hver dag forbavsede over hvad der kommer ind under huden på dem.
Er det derfor vi skubber tingene væk? bilder os ind at dem der nåede ind til os, heller ikke var helt som vi forventede.
Hvornår lære vi bare at sige det som det er?

Du er et fantastisk menneske og jeg håber du en dag, møder en der giver dig, samme følelse som du har givet mig.

Ville det være så forfærdeligt at blotte sig og være ærlig eller er det indbildning at ærlighed betaler sig?