Det betyder intet

Døren åbner, jakken bliver hængt op.
En fast hånd om livet. Varme læber, fugtige kys.
Hænder der mærkes som var de over hele kroppen.
en intens følelse løber gennem fødderne og hele vejen og op til hovedet.

Intet stopper dig.

en trøje, bukser, strømper. Det eneste der er tilbage er nøgne kroppe.
Nøgne men ærlige?

Den situation hvor man burde være så tæt på et andet menneske, at det skræmmer de fleste.

Der hvor det kan virke som kigger man i sandhedens spejl men er det sådan?

Vi lever i en tid hvor sex og intimitet bliver gjort til et salgsprodukt.
Vi står der og kigger i et par øjne vi måske først lige har mødt med kroppene helt tæt. Det betyder intet siger de. Det er kun sex.
Hvis det intet betyder hvordan kan det så være, at så mange mennesker bliver skuffet hver eneste weekend, når lyset atter bryder frem?

Var det i virkeligheden en drøm for en aften, der bristede med morgenlyset.
Eller kan vi med et evigt flow af nye mennesker være så følelsesmæssigt afskærmede, at det intet betyder?

Jeg ved ikke hvad der er det korrekte svar men man kan undre sig over, hvordan det som menneske kan lade sig gøre at beskæftige sig med så mange mennesker der intet betyder. Hvis ikke menneskerne omkring os har en betydning, hvad har så ?

Måske ikk perfekt?

Begravet under dynen en søndag morgen. Regnen slår mod ruden, luften er stadig lun, en stille dag i august.
Hvad er det egentlig vi gerne vil have? finder vi det nogensinde?
Jeg tænker på om man finder ham, der får dig til at føle dig som em prinsesse, i nat skjorten?
Ham der får dig til at grine, når du kommer træt hjem fra arbejde. Ham der får dig til at gøre lidt ekstra,fordi du ved det ville glæde ham.
Ham der på et øjeblik kan gøre dig så rasende at du ikke ved hvordan du skal reagere.
Ham der på få sekunder kan få tårende frem fordi du er bange for, at når døren lukkes, kommer han ikke tilbage.
sidst men ikke mindst, ham der ser det bedste i dig, for det bliver du sammen med ham.
Selvom det er hverdag og alt ikke er perfekt, bestemmer man selv hvordan dagene skal se ud. Måske skulle vi kigge på, om vi har valgt de rigtige mennesker at dele dem med.
Jeg tror i hvert fald stadig på, at en dag, vælger jeg den rigtige at vågne op sammen med.

Opdateret

I lang tid har jeg følt at jeg ikke rigtig var hvor jeg gerne ville være.
Jeg tænkte at jeg burde have nået noget mere.
Så var det jeg tænkte, hvad skulle det være?
Egentlig gik det op for mig, at måske er der nogle der har nået mere end jeg.
Gør det noget? har det nogen betydning hvad andre har og ikke har?

Mit blik falder hen over min seng,de to reoler og det rodet skrivebord.
Måske er det ikke drømmen men det er helt sikkert vejen derhen.
Kom til at tænke på at de gange jeg har haft det bedst, er når jeg har nydt vejen dertil og ikke målet.

Det gør mig glad når jeg bliver mindet om at målet i sig selv sjældent er det vigtigste.Det at man tvivler ikke altid er en dårlig ting.

Jeg håber på, at jeg ved at overveje mine muligheder og reflekterer over mine handlinger, kan gøre mig til en endnu bedre version af mig selv.
Mon ikke vi alle sammen har brug for en opdatering engang i mellem?

Når du mindst venter det...

Pludselig stod du der.
Dine øjne strålede og smilet varmede.
Vi flakker rundt, strejfer fra sted til sted,uden at vide hvad vi søger,hvis vi overhovedet søger noget.
Men pludselig står personen der, den du ventede på uden at vide det på forhånd.
Alt forsvinder omkring dig,ingen lyde, ingen andre øjne. Alt føles så rigtigt.
Det er ikke sikkert det varer ved, måske er det bare et flygtigt besøg.
En ting vil altid være der, følelsen af det trygge, følelsen af at alting bare et kort sekundt står stille.Mærk efter og nyd de få øjeblikke, lad dem hjælpe dig til at huske på at alt kan ske, selv når du ikke venter det.

Så sandt som det er sagt

Jeg vil ikke vide hvad du tænker,jeg vil vide hvad du føler...

Nogle spørgsmål er ikke altid klare men er det i virkeligheden fordi man ikke ønsker et svar?
Nogle spørger men glemmer at lytte, nogle snakker men uden at sige noget.
Lige meget hvad, er der altid noget af meningen i ordene der går tabt, hvis man ikke er enige om betydningen. Derfor: er det altid det sagte der betyder noget?
Glemmer man nogle gange at bremse for at kigge i sidespejlet?

Mange ting kunne måske have været anderledes hvis man lagde mærke til omgivelserne og ikke bare kørte direkte efter målet.
Vi har altid lært at man skal være ærlig, måske skulle vi også have lært at være opmærksomme.

Måske ville opmærksomheden give en mulighed for at høre hvad der blev sagt inden der overhovedet er blevet talt

Let som en leg

Støvlen blev strammet og med stor usikkerhed og langsomme skridt, fik jeg bevæget mig ud.Næsten 8 år var det blevet til, siden jeg sidst havde bevæget mig ud af døren rullende. Det var fantastisk, med ben der bævrede når rulleskøjterne ramte en sten og med en koncentration så stor at de fleste var blevet overrasket. Jeg havde længe haft lyst til at støve dem af og få dem på men som mange andre er det en af de ting man bare ikke rigtig får gjort.

I en travl hverdag husker vi alle de ting der er vigtige lige nu og her men hvem er de vigtige for?

Jeg besluttede mig at nu skulle det være slut. Hvem bestemmer man ikke må lege længere?
Som voksen løber man rundt for at nå alle de gøremål man har i løbet af dagen men huskede vi det vigtigste;smilet?

Efter en optimistisk tur mod Fakta på rulleskøjter tænkte jeg over hvor meget man kan få ud af at lege som voksen bare en gang imellem.
Vi er så hurtige til at hele vores liv går op i rutiner og glemmer den følelse, man ser når børn ser og mærker nye ting for allerførste gang. Samtidig kan børn noget helt specielt, de kan glemme tid og sted. De er så opslugte af deres leg at de ikke ligger mærke til at de måske ikke er gode til det de laver.

Jeg vil dog prøve at huske på at lege uden at broccolien og brødet ryger om hovedet på mig mens jeg venter på en ekstra kasse skal blive åbnet i butikken.

Vejen hjem går lidt mere sikkert, som med så meget andet bliver tingene sjælent helt glemt når man har lært dem en gang.

Det var på vejen hjem at jeg besluttede mig for at huske de fjollede ting bare en gang imellem, så man ikke glemmer legen inden det er for sent.

Alene?

Det at grine sammen, det at fortælle om fortiden, det at dele sine drømme og det at være sig selv.
Dagene går som de plejer men alligevel er der noget anderledes, noget der gør dagen speciel.
Har du stadig ikke gættet hvad jeg taler om?
Jeg taler om det der er så unikt og fantastisk men som samtidig kan rive dit hjerte ud.

Jeg taler om venskab på godt og ondt.

Jeg føler mig heldig fordi jeg er omgivet af dem hver dag.Måskeikke fysisk men jeg ved de er derude,jeg ved at hvis jeg virkelig for brug for en at grine med eller en der lytter,så har jeg dem og det er jeg taknemlig for.
Det får mig samtidig til at tænke på hvornår er man en god ven og ikke mindst;er det okay at være alene?


>sammen står vi stærkere< nogle påstår dette, er det sandt?

vi bruger det meste af vores liv på at indgå i sociale sammenhænge. fra barnsben bliver vi lært op i de usagte sociale regler. hvordan man henvender sig,hvordan mansidder ved bordet og hvordan man i det hele taget fungerer i det sociale rum.

Ingen taler om hvornår det er okay at være alene, hvornår er det okay at have tid til sig selv?

Lige så meget som jeg elsker mine venner, lige så meget holder jeg af min tid alene.

Mange forveksler det at være alene med det at være ensom.
Har du nogensinde prøvet at gå i biografen alene?
blikke af medlidenhed går gennem salen når man sætter sig og det går op for dem at der ikke kommer flere.

Jeg forstår det ikke, jeg elsker at gøre ting alene, gå i biografen,på cafe,shoppe, ja endda i byen. Alle de stunder hvorfolk automatisk spørger hvem er du sammen med, mens de kigger rundt.

Det er i den seneste tid gået op for mig at når det handler om venner, er det ikke det man kan se eller det der bliver sagt der betyder noget, det er alt det midt imellem. Derfor kommer jeg aldrig til at føle mig ensom, selvom jeg er alene og det er jeg lykkelig for.

Fejl, de er kommet for at blive

Faldt over stikket til computeren, glemte ekstra sokker til træning, spildte yoghurt på trøjen og tabte nøglen til pengekassen i centeret. Dette er bare eksempler på hvad jeg oplever af ting fordi jeg er klodset. Nogle gange kunne jeg bande og svovle men på det seneste er der en tanke der har strejfet mig.

Ville jeg leve foruden?

Jeg tror ikke du kan spørge nogen i min omgangskreds om hvordan jeg er uden at klodsethed og glemsom ville blive nævnt.Samtidig tror jeg heller ikke der er nogle der ville sige det uden at trække på smilebåndet.
Måske er det, det vi glemmer?
vi glemmer at de ting der for os selv virker irreterende og gør at vi laver fejl, er det, der for andre er med til at gøre os unikke.
Det er med til at give en personlighed. Ganske vidst bliver man valgt fra af nogen men samtidig er det med til at der er nogen,der kan holde så frygtelig meget af os.
Så måske skulle man lade være med at være så kritisk overfor sig selv og bare holde af sine fejl ligesom andre holder af en.

At kigge uden at se

Nogle gange går vi bare forbi,andre gange stopper vi op.
Vi kigger men uden at se.
Vi hører men uden at lytte.

Vi glemmer at føle efter hvad der virkelig betyder noget for os.

En dag sker det at man møder en der får blikket til at standse op.
Tankerne bliver sat igang og man bliver tvunget ind i en situation hvor man må revurdere sin måde at leve på, sin måde at træffe beslutninger på.
Man kæmper for at holde sammen på sig selv,men kan ikke længere.
For i virkeligheden var det, det der skulle til.
At man møder en person der får en til at se og lytte efter det der virkelig betyder noget.

Det er både skræmmende og dejligt. Man lære noget nyt. Skræmmende fordi der skal tages stilling til hvem man så er blevet, hvordan er den nye og forbedret jeg?

Hvordan og hvornår man møder en person der giver en denne oplevelse er forskelligt men en ting ved jeg, jeg glæder mig til næste gang det sker.

Klædeskabet

Vi er skabt til at glemme ting, når de ikke længere er vigtige for vores dagligdag.
vi lever efter hvad der betyder noget for os nu, i morgen og om flere år.
Oftes ligger vi dog ting der er sket på hylden efter en tid, måske tages de ned fra hylden hvor støvet pustes af, for at mindes en stund, inden æsken sættes op igen.
Sjældent ved vi hvordan vi reagere når æsken ved et tilfælde er faldet ned og vi ufrivilligt bliver mindet på fortiden.
Alle har prøvet det.Måske er det mødet med en gammel bekendt,en situation man pludselig igen havner i eller en helt tredje ting der på få sekunder sætter dig selv og dine tanker, uge, måneder eller flere år tilbage.
Vi ønsker det ikke altid, mange gange har vi sat tingene i skabet, for at glemme hvilken hylde vi satte det på.

Er det så kun til besvær når minderne igen ligger foran fødderne på os?

Måske er det slet ikke så skidt at blive mindet på hvad man var engang, hvad der har gjort at man er hvor man er lige nu eller endnu bedre, hvorfor man aldrig ender der igen.
Vi udvikler os hele livet og lige meget hvad vi oplever eller hvad vi kommer fra er det os selv der står med valget om hvad vi vil bruge disse erfaringer til.
Så måske er det værd at glæde sig over at livet ikke altid flasker sig som vi havde regnet med.
Engang imellem har vi måske end da brug for at der bliver skubbet til vores klædeskab som er fyldt med de valg der gør os unikke.

Indbildning

det sker hver dag, på cafeen,der hjemme,i byen.
Valget om ikke at lukke nogle ind,valget om at give det en chance, valget om at skæbnen findes.
Lige meget hvad situationen er, når de fleste samme resultat; afvisningen.
Der hvor man uden at ville indrømme det, er allermest følsom og usikker.

Det bliver gjort mens du er der, i en besked, en mail eller måske høre du bare ikke noget.
Lige meget hvad, er der altid et forsvar der hjælper ens ego på vej.
Kan det virkelig passe, at der hvor man troede man havde styr på det. Der hvor man troede man var hård og kold, havde der alligevel været plads til at et andet menneske satte et mærke, der ikke bare kan vaskes væk?

Mennesker bliver hver dag forbavsede over hvad der kommer ind under huden på dem.
Er det derfor vi skubber tingene væk? bilder os ind at dem der nåede ind til os, heller ikke var helt som vi forventede.
Hvornår lære vi bare at sige det som det er?

Du er et fantastisk menneske og jeg håber du en dag, møder en der giver dig, samme følelse som du har givet mig.

Ville det være så forfærdeligt at blotte sig og være ærlig eller er det indbildning at ærlighed betaler sig?

gråvejr

Små fugtige dryp mod huden.
Dis der hænger lavt hen over byens tage.
Sneen der er forvandlet til sorte bunker af bilernes os.
luften står stille,den er hverken kold eller varm.

klik, klak, hæle der tungt rammer flisernes grå overflade.

længslens ansigt hænger over de slidte murer, de tidsløse ansigter er udviskede.
Dagene passere, tiden går.

GRÅVEJR

fejlsignal

Vi bruger det hver dag.Nogle uden at vide det, mens andre er helt klar over hvad de gør.
Blikke der mødes og hænder der trykkes.Kroppe der lige akkurat berøres, nok til at begge parter vender sig for at se om det var mere end bare det.
En lille bevægelse kan sige mere end tusind ord.
Det kan være romantisk, erotisk men andre gange katastrofalt.
Dates med pinlige episoder, familie besøg der ender i kaos og kollegaer der misforstår.
Kropssignaler er kun til at tage fejl af.
Hvad er det der gør at vores instinkter svigter os? Er det et desperat forsøg på at vende situationen til vores fordel? er det en selvsikkerhed der aldrig blev tvivlet på, for derved ikke at give tid til eftertanke?
Dette spil virker som at lægge kabale hvor nogen har taget et kort. Det går aldrig op.
Nogle gange tænker jeg Hvordan endte jeg i dette spil af følelser?
Jeg ved det ikke men jeg sidder og smiler ved tanken om de skæve situationer der opstår. Tænker hvis ikke vi var forskellige og kom med hver vores mulighed til dette spil,ville vi så have de samme historier at fortælle og grine af?
Ville Verden ikke være kedeligere uden de små og store fejl?

Tid er lykke?

Man står her i krydset hører bilernes dytten, børnenes latter og cyklister der frustrerede galer op.
Det hele er som dagen i går og dagen før den dag, alt går sin vante gang uden de store spørgsmålstegn.
Er det i virkeligheden det vi glemmer? Det lille tidsrum hvor vi stopper op og stiller spørgsmålstegn.
Hvordan er det vi har valgt at leve, en anden ting vi kan spørge om er; har vi overhovedet valgt det eller har vi haft for travlt. Nogle vågner op efter 20års ægteskab og ved ikke hvordan de er havnet der, andre når aldrig derhen,fordi de mener de ikke har tid.
Tid og lykke hænger i dag sammen. Alle har en mening om tid, enten er der for lidt, for meget eller også bliver den ikke brugt godt nok. I mangel på samme kom ordet kvalitets tid som gjorde at de fleste var tilfredse; Men er de lykkelige. Jeg ved det ikke men jeg tænker over det mens jeg ser folk løbe til toget, råbe af børnene, ringe med ringklokken og køre over for rødt.
Nu. Tænker jeg, nu er der en grund.. Det bliver aldrig til mere. Der står man igen og børster tænder kigger sig selv i spejlet og tænker er det her virkeligt.

Med hånden i tasken

Vindens kolde susen, musikken der langsomt flyder ind i ørerne, dybe vejrtrækninger. En stille aften hvor himlen er klar og det føles som om end ikke en elefant kan rykke dig. En bil kører stille op på siden, glæden forvandles til kuldegysninger. Man overvejer om man skal forsætte eller stoppe. Inde i bilen sidder en mand, han ruller vinduet ned og kigger spørgende på dig. Han tager hånden i tasken, tankerne invaderer dit hoved på et splitsekund. Hvad vil han? Skyder han? Kan nogen hører og se dig? Langsomt tager han hånden op, du slipper den ikke ude af syne. Hjertet hamrer så hårdt at du kan hører det. En seddel kommer til syne og han spørger om du kender denne adresse og rækker sedlen frem. Du ser ham lige i øjnene han smiler nervøst. Du kigger ned og han forklarer at han bringer pizza ud. Du smiler mens dit hjerte langsomt falder til ro.
Du hjælper ham videre mens du tænker at man ikke altid skal lade angsten sætte sig. Man risikerer at blive bange for livet.

En dårlig dag

Vi kender det alle sammen, dagen hvor vi bare føler at alting er imod os.
Man vågner og det første der sker at man banker tæerne mod karmen, glider i håndklædet og på vej til arbejde falder kæden af cyklen.
Man er i forvejen forsinket og møder prustende ind på kontoret lidt sort i ansigtet og med tøjet siddende halv skævt.
Dagen hvor man tænker hvornår slutter den?
Men behøver det være sådan?
Vi lever i et land hvor at vejret aldrig er det rigtige, hvor man ikke må være mere end andre og det værst tænkelige er at gå en plads foran i køen.
Man taler ikke sammen i bussen og hvis man en dag prøver at gøre det utænklige: give en anden et kompliment ja så får man det skeptiske blik efterfulgt af et lettet tak.

Hvad er det der skal til før vi danskere kommer ud af den lille pubbe?
Ville der ske noget ved at man smilede når man gik på gaden, trak på skuldrende hvis man trådte i en vandpyt og så det ironiske i at det netop var lige i dag, man ikke nåede bussen fordi man igen tabte mælken på gulvet?
Jeg er i hvert fald begyndt at tænke over om det er det værd at spilde sin tid på dårlige dage,hvad synes du?

Super single

vi vælger selv er der nogle der siger. Kærligheden kommer når du mindst venter den.
Den mest brugte sætning af par til singler.
hvad hvis man bare er træt af at vente på at mindst vente?
Hvad er det ved et parforhold der er så unikt at det søges af tusinder af mennesker.
Forhold er et ord der bliver bøjet og drejet til egen fordel igen og igen.
Hvornår har man det forhold man ønsker? har vi selv skabt en forventning der aldrig indfries og derfor gør os mennesker rodløse og søgende?
Gives pengene retur når det ved porten går op for os at vi brugte et helt liv på at søge det der aldrig var. Handler det i virkeligheden om at vi er for bange til at turde give slip. Bange for at der virkelig ikke findes den evige lykke de fleste ubevidst dyrker.Nogen vælger at leve et helt liv i trykke rammer uden nogensinde at mærke gnisten i frygt for den aldrig kommer. Andre tør aldrig springe på hesten af frygt for at blive kastet af. Til sidst er der dem der hovedløst kaster sig ud i gnistens spil men uden at mærke efter.

Kærlighed, måske?

Med lysekronen og planten under armen

Så stod man pludselig der, med tandbørsten i munden og ordene kom lige ind i øret uden tøven.
Slå op! Jo det var vel det vi havde talt os frem til …
Vi kiggede på hinanden og kunne ikke lade være med at smile, her stod vi på vej til fest. Det var jo det vi skulle, vi havde tænkt det så tit men ingen turde sig det. Nu var det sagt midt i parfume dunsten og larmen fra føntørren. Øjnene mødtes, der kom et blink man tog ikke fejl, venskabet var for evigt mens lysten stille var svundet ind. En lettelse var at mærke men også en skræk for ikke længere at kunne holde det ukendte for døren. Tankene galoperede af sted, møder man nogensinde en der bliver ens bedste ven og samtidig ens hedeste elsker?
Det vides ikke men jeg tager chancen, mens jeg vinker til min bedste ven der står med lysekrone og planten under armen.

Så det endelig fredag

Så er det endelig fredag, hørte jeg nogen sige i køen bag mig. Jeg hørte hvordan flaskerne raslede og chips poserne knasede. Moren der stod foran mig havde travlt med sine evigt plagende børn og undskyldte flovt hvorfor hun netop i dag blev nød til at indfri plageriet.
Måske var det der, jeg kom til at tænke på hvordan mit eget liv var. Selv står jeg i køen i Netto på vej hjem for at rydde og op og lave lektier. Der var det jeg tænkte er det virkelig sådan her man vil have det.
Et liv med hverdagens buller og bragen, en lyd af det sidste tik inden uret går i stå.
Hvad er det der sætter forventningen til det rigtige liv, er det dem?
Først der gik det op for mig hvor meget man selv har skabt, hvor mange tanker man tænker måske i virkeligheden bare fordi man tror man burde.
Jeg fik betalt, gik ud af butikken, hilste høfligt på en ældre dame og tænkte så er det endelig fredag.

Sukricgolos

Navnet på blokken og en holdning til livet. Ofte møder man folk,mig selv inkl, der glemmer at stoppe op og undre sig. Undre sig over livet,hverdagen og mest af alt undre sig over sig sig selv.
Man vælger selv om man vil leve livet og have en holdning eller man vil lege kongens efterfølger og se hvor man ender. Hvem har ret til at dømme hvad der er bedst?