Vi kender det alle sammen, dagen hvor vi bare føler at alting er imod os.
Man vågner og det første der sker at man banker tæerne mod karmen, glider i håndklædet og på vej til arbejde falder kæden af cyklen.
Man er i forvejen forsinket og møder prustende ind på kontoret lidt sort i ansigtet og med tøjet siddende halv skævt.
Dagen hvor man tænker hvornår slutter den?
Men behøver det være sådan?
Vi lever i et land hvor at vejret aldrig er det rigtige, hvor man ikke må være mere end andre og det værst tænkelige er at gå en plads foran i køen.
Man taler ikke sammen i bussen og hvis man en dag prøver at gøre det utænklige: give en anden et kompliment ja så får man det skeptiske blik efterfulgt af et lettet tak.
Hvad er det der skal til før vi danskere kommer ud af den lille pubbe?
Ville der ske noget ved at man smilede når man gik på gaden, trak på skuldrende hvis man trådte i en vandpyt og så det ironiske i at det netop var lige i dag, man ikke nåede bussen fordi man igen tabte mælken på gulvet?
Jeg er i hvert fald begyndt at tænke over om det er det værd at spilde sin tid på dårlige dage,hvad synes du?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar