gråvejr

Små fugtige dryp mod huden.
Dis der hænger lavt hen over byens tage.
Sneen der er forvandlet til sorte bunker af bilernes os.
luften står stille,den er hverken kold eller varm.

klik, klak, hæle der tungt rammer flisernes grå overflade.

længslens ansigt hænger over de slidte murer, de tidsløse ansigter er udviskede.
Dagene passere, tiden går.

GRÅVEJR

fejlsignal

Vi bruger det hver dag.Nogle uden at vide det, mens andre er helt klar over hvad de gør.
Blikke der mødes og hænder der trykkes.Kroppe der lige akkurat berøres, nok til at begge parter vender sig for at se om det var mere end bare det.
En lille bevægelse kan sige mere end tusind ord.
Det kan være romantisk, erotisk men andre gange katastrofalt.
Dates med pinlige episoder, familie besøg der ender i kaos og kollegaer der misforstår.
Kropssignaler er kun til at tage fejl af.
Hvad er det der gør at vores instinkter svigter os? Er det et desperat forsøg på at vende situationen til vores fordel? er det en selvsikkerhed der aldrig blev tvivlet på, for derved ikke at give tid til eftertanke?
Dette spil virker som at lægge kabale hvor nogen har taget et kort. Det går aldrig op.
Nogle gange tænker jeg Hvordan endte jeg i dette spil af følelser?
Jeg ved det ikke men jeg sidder og smiler ved tanken om de skæve situationer der opstår. Tænker hvis ikke vi var forskellige og kom med hver vores mulighed til dette spil,ville vi så have de samme historier at fortælle og grine af?
Ville Verden ikke være kedeligere uden de små og store fejl?

Tid er lykke?

Man står her i krydset hører bilernes dytten, børnenes latter og cyklister der frustrerede galer op.
Det hele er som dagen i går og dagen før den dag, alt går sin vante gang uden de store spørgsmålstegn.
Er det i virkeligheden det vi glemmer? Det lille tidsrum hvor vi stopper op og stiller spørgsmålstegn.
Hvordan er det vi har valgt at leve, en anden ting vi kan spørge om er; har vi overhovedet valgt det eller har vi haft for travlt. Nogle vågner op efter 20års ægteskab og ved ikke hvordan de er havnet der, andre når aldrig derhen,fordi de mener de ikke har tid.
Tid og lykke hænger i dag sammen. Alle har en mening om tid, enten er der for lidt, for meget eller også bliver den ikke brugt godt nok. I mangel på samme kom ordet kvalitets tid som gjorde at de fleste var tilfredse; Men er de lykkelige. Jeg ved det ikke men jeg tænker over det mens jeg ser folk løbe til toget, råbe af børnene, ringe med ringklokken og køre over for rødt.
Nu. Tænker jeg, nu er der en grund.. Det bliver aldrig til mere. Der står man igen og børster tænder kigger sig selv i spejlet og tænker er det her virkeligt.

Med hånden i tasken

Vindens kolde susen, musikken der langsomt flyder ind i ørerne, dybe vejrtrækninger. En stille aften hvor himlen er klar og det føles som om end ikke en elefant kan rykke dig. En bil kører stille op på siden, glæden forvandles til kuldegysninger. Man overvejer om man skal forsætte eller stoppe. Inde i bilen sidder en mand, han ruller vinduet ned og kigger spørgende på dig. Han tager hånden i tasken, tankerne invaderer dit hoved på et splitsekund. Hvad vil han? Skyder han? Kan nogen hører og se dig? Langsomt tager han hånden op, du slipper den ikke ude af syne. Hjertet hamrer så hårdt at du kan hører det. En seddel kommer til syne og han spørger om du kender denne adresse og rækker sedlen frem. Du ser ham lige i øjnene han smiler nervøst. Du kigger ned og han forklarer at han bringer pizza ud. Du smiler mens dit hjerte langsomt falder til ro.
Du hjælper ham videre mens du tænker at man ikke altid skal lade angsten sætte sig. Man risikerer at blive bange for livet.

En dårlig dag

Vi kender det alle sammen, dagen hvor vi bare føler at alting er imod os.
Man vågner og det første der sker at man banker tæerne mod karmen, glider i håndklædet og på vej til arbejde falder kæden af cyklen.
Man er i forvejen forsinket og møder prustende ind på kontoret lidt sort i ansigtet og med tøjet siddende halv skævt.
Dagen hvor man tænker hvornår slutter den?
Men behøver det være sådan?
Vi lever i et land hvor at vejret aldrig er det rigtige, hvor man ikke må være mere end andre og det værst tænkelige er at gå en plads foran i køen.
Man taler ikke sammen i bussen og hvis man en dag prøver at gøre det utænklige: give en anden et kompliment ja så får man det skeptiske blik efterfulgt af et lettet tak.

Hvad er det der skal til før vi danskere kommer ud af den lille pubbe?
Ville der ske noget ved at man smilede når man gik på gaden, trak på skuldrende hvis man trådte i en vandpyt og så det ironiske i at det netop var lige i dag, man ikke nåede bussen fordi man igen tabte mælken på gulvet?
Jeg er i hvert fald begyndt at tænke over om det er det værd at spilde sin tid på dårlige dage,hvad synes du?

Super single

vi vælger selv er der nogle der siger. Kærligheden kommer når du mindst venter den.
Den mest brugte sætning af par til singler.
hvad hvis man bare er træt af at vente på at mindst vente?
Hvad er det ved et parforhold der er så unikt at det søges af tusinder af mennesker.
Forhold er et ord der bliver bøjet og drejet til egen fordel igen og igen.
Hvornår har man det forhold man ønsker? har vi selv skabt en forventning der aldrig indfries og derfor gør os mennesker rodløse og søgende?
Gives pengene retur når det ved porten går op for os at vi brugte et helt liv på at søge det der aldrig var. Handler det i virkeligheden om at vi er for bange til at turde give slip. Bange for at der virkelig ikke findes den evige lykke de fleste ubevidst dyrker.Nogen vælger at leve et helt liv i trykke rammer uden nogensinde at mærke gnisten i frygt for den aldrig kommer. Andre tør aldrig springe på hesten af frygt for at blive kastet af. Til sidst er der dem der hovedløst kaster sig ud i gnistens spil men uden at mærke efter.

Kærlighed, måske?

Med lysekronen og planten under armen

Så stod man pludselig der, med tandbørsten i munden og ordene kom lige ind i øret uden tøven.
Slå op! Jo det var vel det vi havde talt os frem til …
Vi kiggede på hinanden og kunne ikke lade være med at smile, her stod vi på vej til fest. Det var jo det vi skulle, vi havde tænkt det så tit men ingen turde sig det. Nu var det sagt midt i parfume dunsten og larmen fra føntørren. Øjnene mødtes, der kom et blink man tog ikke fejl, venskabet var for evigt mens lysten stille var svundet ind. En lettelse var at mærke men også en skræk for ikke længere at kunne holde det ukendte for døren. Tankene galoperede af sted, møder man nogensinde en der bliver ens bedste ven og samtidig ens hedeste elsker?
Det vides ikke men jeg tager chancen, mens jeg vinker til min bedste ven der står med lysekrone og planten under armen.

Så det endelig fredag

Så er det endelig fredag, hørte jeg nogen sige i køen bag mig. Jeg hørte hvordan flaskerne raslede og chips poserne knasede. Moren der stod foran mig havde travlt med sine evigt plagende børn og undskyldte flovt hvorfor hun netop i dag blev nød til at indfri plageriet.
Måske var det der, jeg kom til at tænke på hvordan mit eget liv var. Selv står jeg i køen i Netto på vej hjem for at rydde og op og lave lektier. Der var det jeg tænkte er det virkelig sådan her man vil have det.
Et liv med hverdagens buller og bragen, en lyd af det sidste tik inden uret går i stå.
Hvad er det der sætter forventningen til det rigtige liv, er det dem?
Først der gik det op for mig hvor meget man selv har skabt, hvor mange tanker man tænker måske i virkeligheden bare fordi man tror man burde.
Jeg fik betalt, gik ud af butikken, hilste høfligt på en ældre dame og tænkte så er det endelig fredag.

Sukricgolos

Navnet på blokken og en holdning til livet. Ofte møder man folk,mig selv inkl, der glemmer at stoppe op og undre sig. Undre sig over livet,hverdagen og mest af alt undre sig over sig sig selv.
Man vælger selv om man vil leve livet og have en holdning eller man vil lege kongens efterfølger og se hvor man ender. Hvem har ret til at dømme hvad der er bedst?