Støvlen blev strammet og med stor usikkerhed og langsomme skridt, fik jeg bevæget mig ud.Næsten 8 år var det blevet til, siden jeg sidst havde bevæget mig ud af døren rullende. Det var fantastisk, med ben der bævrede når rulleskøjterne ramte en sten og med en koncentration så stor at de fleste var blevet overrasket. Jeg havde længe haft lyst til at støve dem af og få dem på men som mange andre er det en af de ting man bare ikke rigtig får gjort.
I en travl hverdag husker vi alle de ting der er vigtige lige nu og her men hvem er de vigtige for?
Jeg besluttede mig at nu skulle det være slut. Hvem bestemmer man ikke må lege længere?
Som voksen løber man rundt for at nå alle de gøremål man har i løbet af dagen men huskede vi det vigtigste;smilet?
Efter en optimistisk tur mod Fakta på rulleskøjter tænkte jeg over hvor meget man kan få ud af at lege som voksen bare en gang imellem.
Vi er så hurtige til at hele vores liv går op i rutiner og glemmer den følelse, man ser når børn ser og mærker nye ting for allerførste gang. Samtidig kan børn noget helt specielt, de kan glemme tid og sted. De er så opslugte af deres leg at de ikke ligger mærke til at de måske ikke er gode til det de laver.
Jeg vil dog prøve at huske på at lege uden at broccolien og brødet ryger om hovedet på mig mens jeg venter på en ekstra kasse skal blive åbnet i butikken.
Vejen hjem går lidt mere sikkert, som med så meget andet bliver tingene sjælent helt glemt når man har lært dem en gang.
Det var på vejen hjem at jeg besluttede mig for at huske de fjollede ting bare en gang imellem, så man ikke glemmer legen inden det er for sent.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar